Idéen bag Female Founders House

I Bredgade 45 åbner Female Founders House til juni. Et hus med frirum, diversitet og det hele menneske i centrum. Få i dette interview med Nordic Female Founders' foundere Anne Stampe Olesen og Mia Wagner indblik i idéen bag et kontorfællesskab i Indre København til kvindelige iværksættere.

Hvem fik idéen til Female Founders House?

Det gjorde jeg (Mia) sammen med Jacob fra Jeudan. Vi var på rundvisning rundt omkring i København for at finde vores første kontorlokaler til Nordic Female Founders. Det var blandt andet her, jeg blev helt forelsket i de lokaler i Kronprinsensgade, vi har hjemme i lige nu. Imens vi kiggede på lejemål, gik vi og snakkede, og jeg havde allerede der tanken om, at vi skulle leje nogle skriveborde ud. Og så opstod det i mødet mellem Jeudan og os.


Hvorfor et kontorfællesskab for kvindelige iværksættere i Indre København?

Kort efter lanceringen af Nordic Female Founders begyndte vi at holde events for kvinder, og vi oplevede overvældende stor interesse. Vi blev her for det første overraskede over den ensomhed, vi mødte – hvordan det kan være en ensom oplevelse at være selvstændig erhvervsdrivende som kvinde. For det andet blev vi overraskede over, hvor stort behovet er for et sted at være. Vores læring har været, at der mangler en platform – noget, der kan samle en ellers fragtmenteret kultur. Og i det manglede der også et fysisk rum, hvor man kan være iværksætter på en anden måde, end vi måske sædvanligvis ser i iværksætteri.


Er det kun kvinder – eller er alle køn velkomne i huset?

Vi anerkender, der er brug for at sætte en spurt ind for at fremme kvinder som selvstændige erhvervsdrivende. Derfor vender vi nu spillepladen om. Der kommer til at være en fantastisk energi i huset, og alle er velkomne. 

Hvad kan man som iværksætter med plads i huset forvente?

Som iværksætter med plads i vores hus kan man forvente for det første at få et godt arbejdsrum. Derudover arbejder vi med tre indsatsområder, som vi ud fra vores erfaring og undersøgelser, vi har haft adgang til, ved der er brug for fokus på: : Netværk, viden og personlig udvikling. Det har vi så skabt de bedste rammer for.


Skriv dig op

Er du interesseret i at blive en del af hverdagen i Female Founders House? Så læs mere og skriv dig op hos Jeudan

Hvad er det, som I glæder jer allermest til, når huset åbner?

Vi glæder os som små børn til at se vores vision blive til virkelighed, og vi glæder os så meget til at tage imod Danmarks investorer og iværksættere og dem, der vil støtte op om et nyt fællesskab og en sund energifyldt kultur. Det bliver så dejligt at kunne gå en tur i huset og bare fornemme det hele. Det skal bare blive juni nu!


Kommer huset til at byde på noget helt særligt, som man ikke ser i andre kontorfællesskaber?
Der, hvor Nordic Female Founders især adskiller sig fra andre kontorfællesskaber, er, at vi har et ideologisk formål. Vi arbejder sammen for at gøre en forskel i Danmark. Nordic Female Founders kan ikke løfte det ansvar alene. Der skal en hel bevægelse til. De mennesker, der kommer i huset vil også få ansvaret og sammen med os bidrage til at skabe forandring. De vil bidrage til at skabe et dansk iværksætteri med større diversitet og større balance. 

Kommer vi til at se jer have en daglig gang i huset?

Ja, Nordic Female Founders københavnske afdeling kommer til at have hjemme i huset. Vi glæder os helt vildt til at møde alle.