Nordic Female Founders investerer i nyt dansk hudplejebrand

Virksomheden Nordic Female Founders, som Mia Wagner og Anne Stampe Olesen står bag, går som noget særligt nu med helt fra begyndelsen i det nye danske hudplejebrand Lucia Care.

En helt ny tilgang til hudpleje og en unik og kompetent founder. Det var så god en kombination, at Nordic Female Founders, der er stiftet af Mia Wagner og Anne Stampe Olesen, ikke kunne lade være med at investere i virksomheden Lucia Care, der er skabt af læge Nanna Kirkebjerg. 

Virksomheden er helt ny, og de første produkter lander i hænderne hos forbrugerne den 1. oktober. Men samarbejdet er ikke nyt, fordi Nordic Female Founders har været en del af virksomheden i længere tid. 

Usædvanligt, da Nordic Female Founders, der allerede har investeret i virksomheder som Locked, EYDA og Female Invest, normalt først går ind i mere etablerede virksomheder.  

”Det er utraditionelt, at vi er med fra begyndelsen af en virksomheds liv. Men idéen bag Lucia Care er så god, og Nanna Kirkebjerg er med sin lægefaglige baggrund, sin enorme viden om naturmedicin og sin kæmpe passion så dygtig en founder, at vi bare måtte være med fra begyndelsen,” siger medstifter og direktør i Nordic Female Founders Mia Wagner.

Lucia Care er et hudplejebrand, der bygger på en holistisk og bæredygtig vision om at skabe balance via naturen og bidrage til rekreation og stressforebyggelse. Founder Nanna Kirkebjerg har i hudplejeserien, der består af cremer, olier og sæber, kombineret de gamle lægeurter som rosmarin, morgenfrue og kamille egne helende kræfter med nutidens forskning.

Hudplejeserien er den første i Norden, der er baseret på et integrativt medicinsk blik for pleje og omsorg for huden, hvor der er fokus på det hele menneske. Serien er udviklet i samarbejde med hudplejevirksomhed DermaPharm, der er markedsleder inden for mild, miljøvenlig hudpleje i Skandinavien, og som også er medejer af virksomheden. Speciallæge Christian Bøving er også partner.

”Det er en drøm at få Lucia Care ud at leve og samtidig at have fået Nordic Female Founders med på denne afgørende del af rejsen. Jeg tror på, vi sammen gennem Lucia Care kan forandre synet på hudpleje, så alle får øjnene op for alle de fantastiske egenskaber og vejen til balance, naturen tilbyder os,” siger stifter af Lucia Care Nanna Kirkebjerg.

Nordic Female Founders ejer med investeringen 1/3 af virksomheden.

”Vi har et stærkt hold med konkrete erfaringer inden for særligt bæredygtig vækst, E-handel og markedsføring, og det giver os mulighed for at gå ind og bakke godt op om Nanna og forretningen. Med Nanna, Christian, DermaPharm og Nordic Female Founders i stærk forening, tror vi på, forretningen kan blive en stor succes,” siger Mia Wagner. 

Samarbejdet er etableret som en del af en større vision om at tilbyde flere produkter, der er bygget på en helhedsorienteret tilgang til det sunde menneske.

 

Fakta:

  • Lucia Care er et helt nyt hudplejebrand, der ved hjælp af de gamle lægeurters egenskaber og moderne forskning er sammensat til at pleje og styrke huden og skabe ro, harmoni og velvære
  • Virksomheden er grundlagt af founder Nanna Kirkebjerg, der er Speciallæge i Almen Medicin og uddannet i naturmedicin. Hun har tidligere startet og drevet stress- og rekreationsklinikken Luciaklinikken
  • Ud over Nanna Kirkebjerg og Nordic Female Founders er også Speciallæge Christian Bøving partner i virksomheden, og DermaPharm er også medejer
  • Lucia Care har netop startet forsalget af de første produkter, der bliver tilgængelige for forbrugerne d. 1. oktober

 

For yderligere information:

Charlotte Thøming, kommunikationschef Nordic Female Founders 23 95 48 58

Nanna Kirkebjerg, stifter og direktør Lucia Care nanna@luciacare.com